Fra børne- og ungehjem i Danmark til et forskningsophold i Melbourne
Jeg har nu været i gang i lidt over halvandet år. Tiden flyver afsted. Jeg har mere eller mindre afsluttet min dataindsamling og har nu kastet mig hovedkulds ud i at analysere alt mit materiale.
Det første jeg har taget fat i, er en stedlig analyse – altså hvordan steder og adfærd på disse steder kan skabe en forankring, der gør dem essentielle for dem, der bor på børne- og ungehjem. Det er det, jeg sidder med lige nu.
Derudover har jeg tidligere lavet en forskningsoversigt over litteraturen om hjemlighed på børne- og ungehjem. Det resulterede i et oplæg i starten af januar. Oplægget handlede om inklusion, den essentielle rolle inklusion spiller i beboernes dagligdag, og hvordan inklusion kan gøres mere håndgribelig. Det førte til et konkret initiativ: beboerrepræsentanter. Det kunne jeg snakke meget mere om – men det vil jeg lade MerVib om. Følg med på LinkedIn 😉
Det, jeg gerne vil snakke om her, er, hvad der har fyldt for mig på det sidste. Det er især to ting: den bog jeg lige har læst – og skrevet en anmeldelse af til Tidsskriftet Antropologi – samt det miljøskifteophold, jeg befinder mig på lige nu i Melbourne.
Bogen, jeg har anmeldt, hedder Livtag med fortiden og er skrevet af Stine Grønbæk Jensen. Hvis du er interesseret i at få et indblik i, hvordan voksne mennesker, der som børn boede på de institutioner, der i efterkrigstiden oftest blev omtalt som børnehjem, erindrer deres oplevelser, så er det en bog, du bør læse. Den giver ikke blot et vigtigt indblik i fortiden, men også en forståelse for, hvorfor det er så afgørende, at vi som samfund ikke gentager fortidens svigt.
Muligvis er vilkårene i dag bedre, end de var i efterkrigstiden – men hvis nogen skulle have bildt sig selv ind, at vi ikke længere svigter anbragte børn og unge i Danmark, så må jeg desværre skuffe. Man skal ikke lede længe, før nye og forfærdelige historier dukker op.
Hvilket bringer mig til mit miljøskifteophold her i Melbourne.
Når man skriver en Ph.d. i Danmark, er det kutyme, at man besøger andre forskningsmiljøer end det, man selv er tilknyttet, i en samlet periode på mindst to måneder. Det er ofte uden for landets grænser. For mit vedkommende er opholdet finansieret af Innovationsfonden.
Jeg valgte primært Melbourne – udover den faglige relevans, som jeg vil komme ind på om lidt – fordi jeg har familie her. Dem bor jeg hos, mens jeg er her, og dem bruger jeg primært min tid med, når jeg ikke arbejder. Jeg rejste den 15. januar og vender hjem igen den 27. marts.
Mens jeg er her, er jeg tilknyttet Royal Melbourne Institute of Technology, hvor jeg specifikt gæster professor Suzie Attiwill. Hun er professor i interiørdesign, og i de kommende to måneder vil jeg sparre med og lære fra hende, så jeg kan udarbejde den bedst mulige forskning, der står i min magt. Og det er vigtigt for mig, at jeg gør netop det.
For som jeg netop skrev, er det en illusion at bilde sig selv ind, at vi i Danmark ikke længere svigter anbragte børn og unge. Og mens det står på, sidder jeg i solrige Melbourne på en betalt arbejdsrejse.
Det føles uretfærdigt, og det giver mig dårlig samvittighed. Den eneste måde, jeg kan få bugt med den dårlige samvittighed på, er ved at gøre det bedst mulige stykke arbejde, jeg kan, for at skabe viden, der ikke kun kommer MerVib til gode, men også anbragte børn og unge i Danmark generelt.
I samme ombæring vil jeg gerne understrege min store respekt for de ildsjæle, der gør deres ypperste for at give anbragte børn og unge et værdigt liv. De pædagoger, der dagligt møder dem med omsorg. De journalister, der afdækker de usle forhold, som nogle må leve under. Og organisationer som De Anbragtes Vilkår, der giver dem uden stemme en stemme.
Samtidig vil jeg gerne komme med et opråb til det, der mere og mere ligner en polariseret sektor: Kom nu ud af skyttegravene og mød hinanden ved bordet.
Kun sådan kan vi sammen realisere det, vi burde have realiseret for længst – at stoppe det fortsatte svigt af anbragte børn og unge, som desværre stadig finder sted i dagens Danmark.
