Forskning & udvikling

Vi er nysgerrige på verden

Hos MerVib hviler vi aldrig på det, vi allerede kan. Vi er nysgerrige på verden og ønsker hele tiden at blive klogere – for børnenes og de unges skyld. Derfor arbejder vi målrettet med forskning, udvikling og kompetenceløft, så vores praksis altid er forankret i ny viden og refleksion

Vores pædagogiske fundament bygger på velafprøvede og anerkendte metoder. Vi arbejder særligt med den narrative tilgang og TEACCH, som begge er dokumenteret virkningsfulde i arbejdet med vores målgruppe. Det betyder, at vores indsats ikke kun bygger på erfaring og engagement, men også på forskning, evidens og international viden.

Samarbejde med forskere og eksterne eksperter

MerVib samarbejder med forskere og universiteter for at styrke forbindelsen mellem praksis og viden. Blandt andet deltager vi i et erhvervs-ph.d.-projekt om hjemlighed på børne- og ungehjem, gennemført i samarbejde med Aarhus Universitet.

Du kan læse indlæget her

Derudover inviterer vi løbende eksterne eksperter og oplægsholdere inden for blandt andet autisme, narrativ praksis, konflikthåndtering og sundhed. På den måde sikrer vi, at vores faglige viden konstant udvikles og holdes ajour – til gavn for både medarbejdere, børn og unge.

Intern uddannelse

Hos MerVib vægter vi høj faglighed og kvalitet i alt, hvad vi gør. Derfor har vi udviklet vores egen interne uddannelse, som alle medarbejdere skal gennemføre fra 2026. Vores vikarer får også en grundig introduktion til MerVib og vores arbejdsmetoder, så vi sikrer et højt og ensartet niveau, uanset hvem der møder ind.

Uddannelsen fungerer som et målrettet kompetenceløft, der klæder medarbejderne godt på til opgaven med at skabe udvikling, trivsel og tryghed for børn og unge. Uddannelsen er modulopbygget og kombinerer teori og praksis. Temaerne spænder fra medicinhåndtering, narrativ praksis og TEACCH til kontaktpersonopgaven og pædagogisk dokumentation.

Dette sikrer en ensartet og solid faglig standard på tværs af organisationen samt et fælles fundament for den pædagogiske indsats, som skaber kvalitet og sammenhæng i hverdagen.

Hos MerVib ved vi, at det kræver mere end metoder og manualer at skabe de bedste rammer for børn og unge. Derfor prioriterer vi løbende supervision – både sags- og personalesupervision – samt faglige kursusdage, hvor vi sammen reflekterer, deler erfaringer og udvikler nye fælles tilgange.

Læring og udvikling

En organisation i bevægelse

Hos MerVib ser vi os selv som en lærende organisation. Vi investerer målrettet i faglig udvikling, fordi vi tror på, at de børn og unge, der bor hos os, fortjener voksne, som er nysgerrige, engagerede og altid stræber efter at blive endnu bedre.

Vi har bl.a. haft oplæg og undervisning af:

  • Allan Holmgren og Martin Nevers (narrativ praksis)
  • VISOspecialist og psykolog Maja Johannesson (autisme)
  • Troels Nielsen fra IFKH (konflikthåndtering og magtanvendelse)

Alle har ret til et godt og meningsfuldt liv