Du skal bare give slip - om at være forældre til barn med udfordringer

Du skal ‘bare’ give slip

I Levefællesskabet MerVib kender vi den svære rolle, som forældre og pårørende står i til unge med særlige behov. I dette indlæg sætter Birgitte Dahl ord på, hvilke følelser og bekymringer hun gennemlever som mor.

Birgitte Dahl – en mors personlige beretning

Du skal ‘bare’ give slip!

Det er en sætning vi hører, når vores børn bliver teenagere og voksne. Som forældre øver vi os hele tiden i at give slip og lade de unge bestemme mere og mere over eget liv. Det er naturligt. Det er glædeligt.

I samfundet fejrer vi de store fremskridt, som vores børn tager. Selvstændighed belønnes med ros og flotte karakterer, eksamener og passende huer. Der er fest. Forældrene er stolte og bryster sig af alt, hvad børnene kan.

I frygt for at blive misforstået, vil jeg alligevel tillade mig at sige, at det er lettere sagt end gjort – det der med at give slip. Især når man er forælder til en ung med særlige behov.

Enhver ny begyndelse …

Faktisk er enhver ny begyndelse med til at skabe frygt. Skiftet fra vuggestue til børnehave, fra børnehave til skole, fra skole til skole og senere fra uddannelse til uddannelse. Alle skift er behæftet med bekymringer. Jo ældre barnet bliver, desto større bliver bekymringerne.

Erfaringerne fortæller os den ene gang efter den anden, at vores barn ikke bare lige klarer det hele. Der er erfaringsdæmoner, som jeg kalder dem.

Af forskellige årsager er barnet havnet i et nyt skift. Årsagerne kan være mange: Mistrivsel, angst, mobning, udadreagerende adfærd, manglende evner, usikkerhed og alt det, man i fællesnævneren kalder diagnoser.

Barnet passer ikke ind i de givne rammer. Vi må finde nogle bedre. Vores særlige unge magter ikke det samme som andre og har i den grad brug for støtte. Det kalder ikke ligefrem på, at man bare giver slip.

Dilemmaet mellem kontrol og frigørelse

Ønsketænkningen om det perfekte sted, hvor mit barn udvikler sig, griner med venner og trives i tryghed, vokser sig større samtidig med tvivlen på, at det sted findes.

Og så alligevel, bliver jeg, som mor til en ung med autisme, nødt til at give slip. Det er simpelthen ikke mig, der kan rykke ham mere. Min erfaring er, at jo mere jeg vil kontrollere og være ind over, desto mere irriterende bliver jeg for min søn. Han er jo i gang med at frigøre sig fra mig.

Det jeg trøster mig ved, er, at der faktisk findes mennesker, der vil de her unge. Og de vil dem det godt. Jeg skal bare finde dem (det er ikke altid let – langt fra – og det skal bevilges).

Accepten af at han er, som han er

Så skal jeg fortælle mig selv, at det ikke er sikkert, at det hele bliver på min måde. Det bliver anderledes – det er sikkert.

Men min søn har godt af at være sammen med andre mennesker, der accepterer, at han er, som han er. De roser ham for det, han kan, og hjælper ham videre til at forstå sig selv og egne reaktioner bedre.

Lige netop der kan jeg stadig komme til at sidde fast i, at han skal spise pænere, motionere mere, gøre sig mere umage, være en, der får venner og skal være i trivsel – på min måde.

Han mærker min utilfredshed, selvom jeg ikke vil indrømme, at det er sådan, det er. Men når det kommer til stykket, vil jeg gerne være ligesom de andre forældre. Jeg vil også være stolt og bryste mig af min søn, lige så meget som at min søn ikke vil ses på, som en uduelig handicappet med en diagnose. Hvem vil det?

Når vi som forældre er nødt til at give slip

Nej, jeg bliver nødt til at vænne mig til, at jeg er pårørende til en næsten voksen.

Som forældre, er min og min mands rolle en anden nu. Vi er stadig dem, der hjælper ham med at få struktur i sit liv, finde de rette andre voksne og give dem tillid og samarbejdsmuligheder. Der er stadig masser af arbejde – men det er på en ny måde. Alt sammen til vores søns bedste.

Vi ved, at faren for mistrivsel er større blandt unge som ham. Nu håber vi bare, at det går godt, når vi slipper kontrollen, for vi kan jo ikke sidde på ham, når han vil selv.

Stadig er vores bekymring, om han klarer prøvelserne. Om han er tryg? Om han trives eller føler sig ensom? Hvem går han til, når livet er svært? Hvad med venner? Hvad med afstand og hygiejne? Sociale medier og manglende søvn?

Vi forstår jo ikke alt og skal heller ikke høre alt.

Hvad med selvforståelsen? Kunne vi have gjort det bedre? Det kunne vi sikkert … hvem kunne ikke det?

At finde balancen mellem, hvornår det er godt at blande sig, og hvornår det er bedst at lade være, er hårfin. At finde balancen kræver, at man tør være i ubalance og tør give slip. Og det hjælper, at der findes andre voksne, der bruger deres arbejdsliv på at ville vores børn det bedste. Tak til dem.

En hilsen fra Birgitte Dahl – mor til en ung med særlige behov.

Birgitte Dahl

Om Birgitte Dahl

Birgitte Dahl er udover at være mor, forfatter til bogen ’Med hjerte og hjerne’. Hun har holdt foredrag og workshops med det formål at styrke samarbejde mellem fagpersonale og forældre. Birgitte er desuden bestyrelsesmedlem i Levefælleskabet MerVib.

Birgitte har et særligt hjerte for forældre og nærmeste pårørende, fordi opvæksten for den unge ofte har været og stadig er en svær opgave at håndtere. Der er mange fortællinger og kampe – ingen nemme løsninger.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *